U.S. Carbine, Caliber .30, M1

I 1940 bad den amerikanske hær om at få et våben, som kunne erstatte både pistolen og maskinpistolen som bevæbning til sekundære tropper. 1911-pistolen krævede stor øvelse og havde en ret begrænset rækkevidde. Hæren ønskede derfor en karabin.

En karabin er en lille og let automat-riffel, som vejer væsentligt mindre end en riffel, og som ikke skal have dennes store rækkevidde eller træfsikkerhed. Resultatet blev et Winchester-design lavet af David ´Carbine´ Williams, som under forbudstiden havde afsonet en fængselsstraf for mord.

Våbenet, ofte blot kaldet US Carbine, var på mange måder en lillebror til Garand´en: Den vejede cirka det halve (2,3 kg), var 20 cm kortere og derved meget mere handy. Den var semi-automatisk og brugte et 15-skuds boksmagasin. I trækolben var der ved gemt en lille olieflaske til pleje og vedligeholdelse.

Patronen var slet ikke så kraftig som Garand´ens .30-06: Den lille 7,62x33 mm patron mindede mere om en kraftig .357 Magnum hvad mundingshastighed og anslagsenergi angik.

 

Den effektive rækkevidde for en US Carbine var på omkring 100 meter, hvorefter projektilet faldt voldsomt.

Tropperne var dog meget glade for den lille karabin, som var nem at slæbe med rundt i junglen og finde plads til i køretøjer eller fly. Mange monterede en lille magasintaske af stof om trækolben, og havde derved to ekstra magasiner ved hånden. Der fandtes også bajonetter og sågar en M8 granatkaster, som kunne smadre en tysk tank.

Til faldskærmstropper blev der udviklet en udgave med sammenklappelig kolbe, kaldet M1A1. Desuden blev der lavet en M2, som kunne skyde fuldautomatisk fra et buet 30-skuds magasin. M3, som var sidste udviklingstrin, havde et kluntet infrarødt kikkertsigte.

US Carbine blev gennem 2. Verdenskrig produceret i hele 6,3 millioner eksemplarer. Oprindeligt af Winchester, men også General Motors og sågar producenter af jukeboxes og skrivemaskiner måtte træde til. Mange karabiner blev nedkastet til modstandsbevægelsen i bl.a. Danmark.

 









[ Specifikationer ]