9mm Luger

Denne patron er også kendt som 9 x 19 mm, 9mm Parabellum eller 9mm NATO, og blev introduceret i 1890´erne af den tyske våbenproducent Deutsche Waffen und Munitionsfabriken (DWM). En af hovedfolkene bag patronen var DWM-ingeniør og våbendesigner George Luger, hvorfra navnet Luger stammer.

Patronen blev, især efter Første Verdenskrig, standard pistolammunition overalt i verden, og anvendes den dag i dag af såvel politi, militær, skytter - og kriminelle elementer. Den er standard NATO-ammunition og sidder tungt på markedet i Europa, mens man i USA ofte anvender kraftigere kalibere, så som den klassiske .45 ACP.

9mm Luger kombinerer en rimelig flad kuglebane med et moderat rekyl. Dens klare fordel er den store udbredelse overalt i verden og dermed det store våbenudvalg, samt at den er rimelig billig at producere. Ulempen er dens begrænsede anslagsenergi - 9mm Luger leverer cirka 30% mindre anslagsenergi end tilsvarende .40 S&W).

 

9mm Luger anvendes i dag i såvel automatpistoler som maskinpistoler. I Danmark anvender politiet 9mm patronen i deres Heckler & Koch USP Compact-pistoler og i deres Heckler & Koch MP5-maskinpistoler. Hos forsvaret benytter man ammunitionen i SIG P210 (også kendt som Neuhausen M/49) og i førnævnte maskinpistoler.

I den amerikanske hær benytter man Beretta 92F (kendt i hæren som M9) og i visse enheder SIG P228 (kendt som M11), som begge benytter 9mm Luger ammunition. Under Anden Verdenskrig benyttede de tyske tropper i stor udstrækning patronen i deres Luger P08 og Walther P38 pistoler og naturligvis i den klassiske MP40-maskinpistol.

Til sportsskydning er 9mm Luger et oplagt valg, da udvalget af pistoler er meget stort. Foretrukne modeller er Glock 17 eller 34, SIG 226, Walther P38, Heckler & Koch USP, samt et væld af pistoler basseret på 1911-designet fra f.eks. Colt, Kimber eller STI.

 

9mm Luger
124 grain (8,0 g)
Full Metal Jacket
V0 = 340 m/s
E0 = 460 J