.44 Remington Magnum

Som med .357 Magnum er .44 Remington Magnum (eller bare .44 Magnum) en videreudvikling af en allerede velkendt patron. I 1955 lancerede Remington i samarbejde med Elmer Keith (manden bag .357 Magnum) en kraftigere og lidt længere udgave af .44 Special med henblik på forbedrede jagtegenskaber.

Kaliberen er siden da blevet udødeliggjort i Dirty Harry-filmene med Clint Eastwood i hovedrollen. Her benytter San Fransicso-politimanden netop .44 Magnum i sin Smith & Wesson Model 29-revolver. Fejlagtigt bliver revolveren (rent teknisk patronen) fremhævet som verdens kraftigste håndvåben. Ej heller på filmenes udgivelsestidspunkt eller nu var/er .44 Magnum den kraftigste model på markedet. Den ære tilfalder pt. .500 S&W Magnum, som leverer cirka tre gange så meget anslagsenergi som .44 Magnum.

.44 Magnum anvendes næsten udelukkende til jagt, selvforsvar og specielle discipliner inden for sportsskydning. En overgang overvejede man at benytte den til politi, men det meget kraftige rekyl gør den direkte uegnet som tjenestevåben.

 

Det kræver en meget sikker hånd og en solid bygning at affyre og kontrollere skuddet. I USA benyttes .44 Magnum ofte som selvforsvarsvåben mod bjørne og andre store rovdyr. Der findes specielle kits med en kort 4 inchs revolver specielt designet til dette formål.

Sammenlignet med andre gængse kalibere på markedet er .44 Magnum kongen. Dens udgangshastighed er cirka den samme som .357 Magnum - men med et 50% tungere projektil. Dette giver en anslagshastighed på over den frygtindgydende 1.000 Joule-grænse.

En 9mm Luger kommer til at virke svag med blot 45% af energien, og selv den kraftige .357 Magnum er nede på 70%. Man skal op det seriøst tunge skyts som .454 Casull (2.500 J) og .500 S&W Magnum (3.100 J) for at overgå den klassiske 44´er.

Kaliber .44 Remington Magnum er desværre ikke tilladt kaliber i Danmark, så hvis man vil smage lidt på de kraftige revolvere, må man tage til takke med en .357 Magnum og anvende kraftige +P patroner.

 

.44 Magnum
240 grain (15,6 g)
Jacketed Soft Point
V0 = 360 m/s
E0 = 1.010 J