.22 Long Rifle

Den langt mest anvendte patron i verden er uden tvivl .22 Long Rifle (ofte blot .22 LR). Den kombinerer lav pris, lille rekyl og lavt støjniveau med stor udbredelse, mange anvendelsesmuligheder og ikke mindst høj præcision.

Tilbage i 1887 så .22 Long Rifle dagens lys, og var en videreudvikling af .22 Long, som igen var en udvikling af .22 Short, som daterer helt tilbage til 1857, og er dermed den ældste patron, som stadig er i produktion. Disse patroner er alle såkaldt ´rimfire´, hvilket betyder, at krudtet antændes vha. randtænding - i modsætning til ´centerfire´, der har en fænghætte i midten af patronen.

.22 Long Rifle anvendes især til sportsskydning, hvor den lave pris (50 stk. koster under 20 kr.) og meget gode præcision, gør den oplagt til såvel generel våbentræning som konkurrence på højt plan. Patronen anvendes i såvel pistoler (Ruger mk. II), revolvere (Smith & Wesson M617) og rifler - både bolt (Anschutz), lever (Winchester 9422) og semi-auto (Ruger 10/22).

 

Der findes kraftigere udgaver af .22 LR med tilnavnet ´Hyper Velocity´. Gennem kraftigere ladning og et lettere projektil (32 grain) opnås udgangshastigheder på helt op til 485 m/s (CCI Stinger). Disse patroner benyttes især i USA til jagt på små gnavere (ofte omtalt som ´varmints´).

Flere militære efterretningstjenester og specialenheder benytter .22 LR i særlige sub-sonic udgaver, hvor udgangshastighed ikke overstiger lydens. Sammen med en lyddæmper gør det en automatpistol, så som Ruger mk. II, som US Navy SEALs benytter, til et stille, men effektivt våben.

Den ballistiske bane for en .22 Long Rifle er næsten identisk med 9mm Luger. Indskyder man .22 LR på 50 meter, er den 1,5 cm over ved 25 meter, 8,3 cm under ved 75 meter og hele 24 cm under ved 100 meter. Man bør lære dette udenad, hvis man benytter en .22 LR til f.eks. terrænskydning, hvor skiven kan stå på mange forskellige afstande.

 

.22 Long Rifle
40 grain (2,6 g)
Lead Round Nose
V0 = 330 m/s
E0 = 140 J